MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 · Datasets at Hugging Face

text stringlengths 0 2.13k
Første kapitel .
Studenten .
Langt ude på Nørrebro ligger et lille , skummelt
og uhyggeligt sted , som udmærker sig ved sit forfaldne
udseende . Folk gå ikke gerne derind ved
aftenstid , thi der går det sag » om dej , at en snild
og uforfærdet bandit her uantasftt har udøvet sine
grusomheder , at hans sjæl ikke kan få ro , men
af og til aflægger et besøg hos husets beboere om
natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige
rum og gemmer under huset hvad der end mere
styrker denne tro er , at nogle af beboerne ved at
grave i den lille have , der hører til stedet , var
stødt på , menncskebeen og knokler , og ligeledes havde
fundet nogle guldsmykker og mønter fra en længst
førsvunden tidsalder .
Dette hus var rundt omkring bekendt under
navnet : „ Det forbandede hus “ .

— ja tak , det er mit højeste ønske .
Et øjeblik sad han tavs og beundrede ven smukke
pige . Endelig sagde han lidt førlegen :
— undskyld . . . men hvem beboer denne lejlighed
. . . De er da ikke ene her ?
— nej , svarede Julie min onkel . . .
— ah , de har en onkel , altså ingen fader ?
Ved disse ord blegnede Julie synlig .
— ak nej , desværre , sagde hun jeg bar i ti
år savnet en elsket fader .
Den tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun
just ikke hørte til de lykkeligste
— men de har vel en kærlig onkel ? vedblev
Vilhelm .
— ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge pige
langsomt , idet en tåre gled ned ad hendes kind .
Vilhelm , der indså at det smertede hende aj
tale om onkelen , var betænksom nok at dreje samtalen
hen på andre ting .
Kort efter rejste han sig . Han bød Julie hånden
og takkede hende for den forekommenhed , hun
havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig
døren :
— tør jeg , hvis jeg en anden gang bliver træt ,
atter hvile mig her ?
— ja , hviskedee Julie næppe hørligt .
— tak ! råbte Vilhelm begejstret og forlod
værelset . Han begav sig atter til byen , med tanken

opfyldt af den unge pige , der allerede nu havde gjort
et dybt indtryk på ham .
Det er en selvfølge at han følte sig „ træt “ den
næste dag og mange af de påfølgende dage , og af
den årsag søgte at hvile sig i den unge piges nærværelse .
Efter otte dages forløb var Vilhelm aldeles
forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt
sig så lykkelig som nu . Men det fik desværre snart
en bedrøvelig ende .
Andet kapitel .
Forbandelsen .
Vi bede den ærede læser om , atter at følge os
ud på Nørrebro til det forbandede hus , men denne gang
for at lære Julies onkel at kende .
Det er otte dage efter at Vilhelm har stiftet
bekendtskab med hende .
På døren stod med tydelige bogstaver navnet :
knækbein .
Men hvem er denne knækbeinv spørger vel den
ærede læser .
Knækbein var en gåde svr sine omgivelser .
Spurgte man husets beboere om hans forhold ,

rystede de på hovedet og svarede hviskende : „ Tys !
Tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “
Af dette svar indser vi , at Julies onkel må
være en sand „ Bussemand “ .
Han var en mand , der stærkt stundede mod de
3 snese . Hans træk vare hårde og frastødende ;
hans ansigt udtrykte snuhed og bestemthed .
Hvorfra han var kommen eller fra hvem han
stammede , vidste ingen , og han selv syntes meget omhyggelig
at undgå alle .
Det eneste menneskelige ^væsen han havde om sig
var Julie , som han kaldte for sin søsterdatter .
Hun vakre almindelig deltagelse , og man beklagede
ofte at hun så at sige var lænket til dette ildevarslende
menneske .
Man havde lidt hørt hende hulke og sukke , medens
den gamle skældcde og smældede .
Engang forsøgte en medfølende husbebocr at erfare
sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun
blev bedre behandlet , men han blev afvist på en
hånlig og spottende måde .
Det er aften , nogle timer efter at Vilhelm har
forladt stuen , da vi indfinde os .
Klokken var omtrent 11 , — de fleste mennesker
lå allerede i søvnens arme .
Julies onkel gik med lange skridt frem og tilbage
på gulvet . Pludselig standsede han sin gang

og befalede Julie at hun skulle tage sit øvertøi på ;

Første kapitel .

Studenten .

Langt ude på Nørrebro ligger et lille , skummelt

og uhyggeligt sted , som udmærker sig ved sit forfaldne

udseende . Folk gå ikke gerne derind ved

aftenstid , thi der går det sag » om dej , at en snild

og uforfærdet bandit her uantasftt har udøvet sine

grusomheder , at hans sjæl ikke kan få ro , men

af og til aflægger et besøg hos husets beboere om

natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige

rum og gemmer under huset hvad der end mere

styrker denne tro er , at nogle af beboerne ved at

grave i den lille have , der hører til stedet , var

stødt på , menncskebeen og knokler , og ligeledes havde

fundet nogle guldsmykker og mønter fra en længst

førsvunden tidsalder .

Dette hus var rundt omkring bekendt under

navnet : „ Det forbandede hus “ .

— ja tak , det er mit højeste ønske .

Et øjeblik sad han tavs og beundrede ven smukke

pige . Endelig sagde han lidt førlegen :

— undskyld . . . men hvem beboer denne lejlighed

. . . De er da ikke ene her ?

— nej , svarede Julie min onkel . . .

— ah , de har en onkel , altså ingen fader ?

Ved disse ord blegnede Julie synlig .

— ak nej , desværre , sagde hun jeg bar i ti

år savnet en elsket fader .

Den tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun

just ikke hørte til de lykkeligste

— men de har vel en kærlig onkel ? vedblev

Vilhelm .

— ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge pige

langsomt , idet en tåre gled ned ad hendes kind .

Vilhelm , der indså at det smertede hende aj

tale om onkelen , var betænksom nok at dreje samtalen

hen på andre ting .

Kort efter rejste han sig . Han bød Julie hånden

og takkede hende for den forekommenhed , hun

havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig

døren :

— tør jeg , hvis jeg en anden gang bliver træt ,

atter hvile mig her ?

— ja , hviskedee Julie næppe hørligt .

— tak ! råbte Vilhelm begejstret og forlod

værelset . Han begav sig atter til byen , med tanken

opfyldt af den unge pige , der allerede nu havde gjort

et dybt indtryk på ham .

Det er en selvfølge at han følte sig „ træt “ den

næste dag og mange af de påfølgende dage , og af

den årsag søgte at hvile sig i den unge piges nærværelse .

Efter otte dages forløb var Vilhelm aldeles

forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt

sig så lykkelig som nu . Men det fik desværre snart

en bedrøvelig ende .

Andet kapitel .

Forbandelsen .

Vi bede den ærede læser om , atter at følge os

ud på Nørrebro til det forbandede hus , men denne gang

for at lære Julies onkel at kende .

Det er otte dage efter at Vilhelm har stiftet

bekendtskab med hende .

På døren stod med tydelige bogstaver navnet :

knækbein .

Men hvem er denne knækbeinv spørger vel den

ærede læser .

Knækbein var en gåde svr sine omgivelser .

Spurgte man husets beboere om hans forhold ,

rystede de på hovedet og svarede hviskende : „ Tys !

Tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “

Af dette svar indser vi , at Julies onkel må

være en sand „ Bussemand “ .

Han var en mand , der stærkt stundede mod de

3 snese . Hans træk vare hårde og frastødende ;

hans ansigt udtrykte snuhed og bestemthed .

Hvorfra han var kommen eller fra hvem han

stammede , vidste ingen , og han selv syntes meget omhyggelig

at undgå alle .

Det eneste menneskelige ^væsen han havde om sig

var Julie , som han kaldte for sin søsterdatter .

Hun vakre almindelig deltagelse , og man beklagede

ofte at hun så at sige var lænket til dette ildevarslende

menneske .

Man havde lidt hørt hende hulke og sukke , medens

den gamle skældcde og smældede .

Engang forsøgte en medfølende husbebocr at erfare

sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun

blev bedre behandlet , men han blev afvist på en

hånlig og spottende måde .

Det er aften , nogle timer efter at Vilhelm har

forladt stuen , da vi indfinde os .

Klokken var omtrent 11 , — de fleste mennesker

lå allerede i søvnens arme .

Julies onkel gik med lange skridt frem og tilbage

på gulvet . Pludselig standsede han sin gang

og befalede Julie at hun skulle tage sit øvertøi på ;